LBS Staal

Mød LBS Staal! Nystartet Pandrup virksomhed med solid erfaring i den rustfri branche.

Det flotte nye kontorområde står stille og tomt hen, da vi træder ind af døren. Det vidner om en virksomhed, hvor tiden ikke spildes foran computeren, men derimod bruges ude i produktionen, hvor tingene sker – til præcision og med stor omhu for kvalitet, skal vi senere erfare.

Lasse Have Nielsen og Preben Lausten, to af firmaets ejere dukker op ude fra produktionen (selvfølgelig) og tager venligt imod os. Mødet med LBS Staal starter som den største selvfølgelighed for de to ejere ude i produktionen, hvor de med højteknologiske maskiner laserskærer, bukker og svejser alt inden for rustfrit stål, aluminium og sort jern. Udgangspunktet er kort fortalt, at hvis det kan tegnes, så kan det skæres, lyder det fra Lasse. Og det giver god mening at starte besøget i produktionen for det er nemlig lige præcis dér, hvor nerven og dynamikken i virksomheden ligger.

Hvorfor startede I LBS Staal?
I 2017 ophørte begge vores ansættelser i vores tidligere jobs, først Prebens og senere Lasse´s og vi fik hurtigt muligheden for sammen med et par andre fyre at starte op selvstændigt. Den beslutning var let at træffe, for vi har begge to flere års erfaring inden for branchen, og været kolleger i andre virksomheder. Vi kender derfor hinanden rigtig godt, og ved, at vi kan samarbejde, lyder det samstemmende fra Lasse og Preben. I november sidste var LBS Staal så en realitet, og siden da er det gået utroligt hurtigt.

Hvordan har opstarten været?
Det er faktisk lidt af en solstrålehistorie, for det er gået stort set problemfrit. Vi fandt hurtigt de helt rigtige lokaler i Pandrup, og tog derefter fat i Vækst Jammerbugt, for at få hjælp til at få startet helt rigtig op, og få alle nødvendige tilladelser på plads. Vækst Jammerbugt fik os koblet på de rigtige rådgivere både med hensyn til rådgivning om opstarten og i forhold til alle tilladelserne. Det var let og vi fik hurtigt de tilladelser, vi havde brug for, og så var vi ellers i gang.

Det har på alle måder været en overvældende start. Vi har drøntravl, og vi havde faktisk slet ikke forudset, at det så hurtigt ville blive sådan en succes. Vi har allerede syv ansatte, og på udkig efter nye kolleger, så vi kan imødekomme den stigende ordretilgang. Vores kunder er kommet stort set af sig selv, og vi tror på, at det blandt andet skyldes vores gode omdømme i branchen. Vi leverer altid i den bedste kvalitet, har hurtige leveringstider, og så har vi simpelthen ansat medarbejdere i topklasse. Vi har selvfølgelig ansat nogle medarbejdere, der er klogere end os selv, og som besidder kompetencer, vi ikke selv har. Andet ville være dumt.

Stor medarbejderinvolvering
Vi stiller store krav til vores medarbejdere, og det kan vi fordi gøre de er dygtige. Til gængæld sætter vi en ære i, at behandle vores medarbejder godt, og vi involverer dem i mange vigtige beslutninger, lige fra ansættelse af nye medarbejdere til indkøb af maskiner. Vi tror, det er en motivationsfaktor for medarbejderne, at vi har den indstilling til dem, lyder det fra Lasse. ”Synes medarbejderne også det, hvis vi spørger dem”? udfordrer vi lidt spørgende. ”Jamen vi kan da spørge dem, lyder det prompte svar.

Allan, en af de medarbejdere, som har været med siden opstarten bliver hidkaldt, og bakker op ”Vi har stor medbestemmelse herude, f.eks. i forbindelse med ansættelse af nye medarbejder. Det er rart, for vi skal vi være sammen i mange timer, så det er altafgørende at vi går godt i spænd med hinanden. Desuden får vi lov til at arbejde med nogle af branchens bedste maskiner, og dét er da motiverende, hvis noget er. På den måde kan vi levere den bedste kvalitet, og det sætter jeg personlig en ære i. Og så får vi fredagsøl, og det er prikken over iét, slutter Allan.

Læs mere om LBS Staal på http://lbs-staal.dk/

Lige nu...

Mød Tom Jakobsen A/S

Virksomhedsportrætter

Kom tæt på erhvervslivet i Jammerbugten

Arrangementer 2018

Kommende arrangementer 2. halvår 2018

Mød 2M Ståldesign

10 år med succes!

Mød LBS Staal

Nystartet Pandrup-virksomhed med stor succes!

NordVest Smart Production

Bliv klar til Industri 4,0

Se hvad vi kan gøre for dig

Millionbevilling til udvikling af produktionserhvervet i Jammerbugt Kommune

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Har du overvejet at tage en praktikant?