Inspirationsdag for detailbranchen i Jammerbugten 31. januar

Onsdag den 31. januar kl. 18.15-21.15 inviterer Vækst Jammerbugt alle detailbutikker - både ledere og medarbejdere i Jammerbugt Kommune til den årlige inspirationsdag for branchen.

Til at inspirere butikkerne i forhold til værtskab og gode oplevelser er Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi inviteret. Han vil levende fortælle om sine eventyrlige ekspeditioner, sit destilleri og via smagsprøver vise, hvordan storytelling kan bidrage til at brande sin virksomhed og dermed sælge produkter.  

Derudover vil Martin Frederiksen fra PEJ gruppen komme med et oplæg omkring fremtidens detail, hvor han giver et indblik i tendenser i ind- og udland. Her vil butikkerne få en masse praktiske bud på, hvordan man eksempelvis kan revitalisere den fysiske butik samt arbejde med begrebet cross channel.

Inspirationsdagen skydes i gang af borgmester Mogens Gade og afholdes i Sport og Kulturcenter Brovst. Arrangørerne håber på stor tilslutning både fra de 4 centerbyer, men ikke mindst også fra Blokhus, Saltum, Biersted, Gjøl og alle de øvrige byer i Jammerbugt Kommune. Alle Jammerbugt Kommunes detail butikker, restauranter, caféer m.fl. er velkomne.

Tilmeld dig inspirationsdagen her