Lars Kronborg er ny erhvervskonsulent hos Vækst Jammerbugt

Pr. 1. februar 2018 er Lars Kronborg tiltrådt stillingen som ny erhvervskonsulent hos Vækst Jammerbugt.

Lars kommer til at have iværksætteri som sit hovedområde, herunder blandt andet vejledning af nye iværksættere, der ønsker at etablere egen professionel virksomhed. Lars kommer også til at rådgive de mere etablerede iværksættere og virksomheder, der står over for at skulle videreudvikle på og vækste i deres virksomheder. Gennemførsel af kurser, arrangementer og vækst-guide forløb for iværksættere kommer også til at figurere under Lars´ opgaver.

Den 40-årige Lars Kronborg kommer med en solid basis i både teori og praksis inden for iværksætteri området, idet han selv har været iværksætter og selvstændig de seneste 20 år med bl.a. Netkiosken, Karnevalshoppen og en lang række webshops. Han kommer derfor med stor erfaring og indsigt i forretningsudvikling.

Erhvervschef Anders Stryhn byder Lars velkommen i jobbet ”Det er med stor glæde, at vi kan byde Lars velkommen i Vækst Jammerbugt. Med Lars på holdet får vi en profil, som har en 360 graders forståelse af at drive egen virksomhed. Han har prøvet iværksætteriet på egen krop og selv stået med hånden på kogepladen. Det er god erfaring, som han kan give videre til nye iværksættere.”

Lars indtræder i et team på i alt 13 medarbejdere, der arbejder med erhvervs,- turisme og landdistriktsudvikling i Jammerbugt Kommune.