GO!Communication - En gammel drøm blev til en ny virksomhed

”Go!Communication” har kontor i et stort lokale under DGI-huset, og det er her vi møder indehaveren, Karina Kjær Bech og virksomhedens to øvrige medarbejdere, Liselotte Asmussen, der er uddannet grafiker og Rene Kjær Bech, der udover at være gift med Karina er salgsansvarlig. Karina startede virksomheden for et par år siden, præcis to måneder før, hun fødte sin og Rene´s datter.

- Nogle år tidligere havde jeg taget en bachelor i event og sportmanagement fra UCN ,og jeg var  heldig at få et job som salgs- og marketingkonsulent i en stor norsk fødevarevirksomhed, ”United Bakeries”, og min opgave var at starte virksomhedens afdeling i Danmark. Som udgangspunkt fik jeg en aftale med Dagrofa om at sælge norske varer til Menybutikker, fortrinsvis i Jylland og på Fyn, og sideløbende stod jeg for markedsføringen på de sociale medier, fortæller Karina.

Efter fire år kørte virksomheden rigtig godt, og samtidig havde jeg fået så megen praktisk erfaring, at tiden var inde til at komme videre mod mit mål om at blive selvstændig.

Ny begyndelse i nye lokaler

Undervejs har jeg fået god hjælp af Flemming Jensen og Lars Kronborg i Vækst Jammerbugt. Det var dejligt, at nogen kunne hjælpe, når jeg selv var i tvivl, for jeg kendte ikke andre, der kunne give mig kvalificerede råd.

Vi er glade for vores nuværende lokale, for nu har vi al den plads, vi har behov for. Tidligere havde vi et meget lille kontor i MedieCenteret, og det var for trangt. Jeg lavede et opslag på Facebook i håb om, at nogen kendte til et ledigt erhvervslokale, og der var respons fra Claus Poulsen, som er direktør i DGI-huset. Her sidder vi, adskilt af et par glasvægge, tæt på to andre nye virksomheder, og selv om vi er beskæftiget med hver sit område, giver det en følelse af fællesskab.

- Det var en styrke, da jeg kun to måneder efter start kunne ansætte Liselotte, for med en grafisk designer i huset kan vi tilbyde en ”færdig pakke” med opsætning af annoncer og præsententation af alle opgaver på den mest professionelle måde.

Når netværk fungerer

Der gik ikke lang tid, før vi udvidede kundekredsen til andre end dagligvarebutikker. Det skyldtes netværk og influencers, som er en væsentlig drivkraft i vores virksomhed. Når ikke kun mit, men også mine kunders og deres kunders netværk fungerer, kører det helt fantastisk.

Vi har endnu ikke været opsøgende for at få ”kunder i  butikken”, og det er jo tegn på, at vi gør det rigtige. Vi har bevidst også holdt priserne nede, så vi kun tager ca. det halve af, hvad man skal betale for ydelserne i f.eks. Aalborg.

Selvfølgelig vil jeg også gerne have penge i kassen, men endnu hellere vil jeg have tilfredse kunder, der ikke forsvinder, før de får lejlighed til at se, hvad vi kan præstere, slutter Karina.

Sammen hver for sig

René har en praktisk baggrund som pædagog og har bl.a. arbejdet i børnehaver og på opholdstedet Ølandhus.

Han er således bredt funderet med erfaringer fra ”det virkelige liv” og passer godt ind i sammenhængen.

At han er ”gift med chefen”, er ikke et problem, for parret har en klar aftale om at holde arbejde og privatliv adskilt, men han er fuld af beundring for det Karina indtil nu har opnået med virksomheden.

Nomineret som Årets Iværksætter anno 2020 

Go!Communication er nomineret til prisen som årets iværksætter 2020, da de har formået at skabe sig en plads i et stærkt konkurrencepræget marked med mange aktører, især i Aalborg. Go!Communication er stærk i strategisk online markedsføring, trykt materiale, video og benytter sig af alle de toneangivende online kanaler som Facebook, Instagram, influencers med flere.