Mød Jammerbugt Rengøring

Jammerbugt Rengøring står der på skiltet udenfor et kontor i den vestlige del af det stråtækte hus, i rundkørslen i Hune. Her har Karen Jensen realiseret drømmen om at blive selvstændig.

Karen er oprindelig uddannet korrespondent i tysk og spansk, men på et tidspunkt indså hun det utilfredsstillende i et arbejdsliv bag et skrivebord, hvor andre bestemmer over ferie og fritid. Hun drømte om en selvstændig virksomhed med plads til familieliv, ægtefælle og tre døtre på 10, 12 og 14 år med masser af fritidsinteresser.

"Jeg har altid været glad for at gøre rent, til gengæld bryder jeg mig ikke om at lave mad, men det klarer min mand og pigerne. Rengøring var derfor en mulighed. Jeg havde ekspertisen og erfaringen, og det lykkedes at finde medarbejdere med samme holdning til kvalitet. Sådan kom jeg i gang for tre år siden. Kunderne var oprindelig private hjem, men siden er også virksomheder og sommerhuse kommet til". Karen beskæftiger i øjeblikket otte medarbejdere og dobbelt så mange om sommeren, og kunderne er spredt over hele kommunen fra Løkken til Gøttrup og Klim.

 

Holiday Kits

Jammerbugt Rengøring blev fra starten en succes med tilfredse kunder, tilfredse medarbejdere og 30 timers ugentlig arbejdstid til Karen, der er hjemme, både når pigerne skal sendes i skole og også er der, når pigerne kommer hjem igen.

"Måden, det fungerer på, er ideel, for pigerne opdager knap nok, at de har en udearbejdende mor", forklarer Karen.

For et år siden fik hun en ny idé.

"Vi havde lejet et sommerhus, og da jeg inden afrejse sendte familien ud af huset for selv at gøre rent, viste det sig, at der bortset fra en flaske opvaskemiddel ikke var rengøringsmidler i huset. Den klarede situationen her og nu, mens idéen til Holiday Kits tog form i mit hoved. Jeg var næppe den eneste, der savnede remedier til slutrengøring eller fandt en uappetitlig opvaskebørste i feriehuset. Ej heller den eneste, der ikke havde lyst til at transportere store flasker med diverse rengøringsmidler frem og tilbage i en i forvejen overfyldt feriebil.

Jeg fandt ud af det gennemsnitlige behov for rengøringsmidler i et feriehus, og med tanke for bæredygtighed fandt jeg en æske i praktisk format, fremstillet i genbrugspap.

Den indeholder som standard klude, opvasketabs og rengøringsmidler i små flasker á 100 ml med opvaskemiddel, glasrens og rengøringsmiddel og tekst på dansk, engelsk og tysk. En almindelig opvaskebørste er der også, og den kan udskiftes med en ”bæredygtig” i træ."

Kunderne

Blandt Karens kunder er både lokale sommerhusudlejningsbureauer og bureauer så langt væk som Bornholm og Sønderjylland.

"I de tilfælde, hvor Holiday Kits passer logistisk til bureauerne, har vi fået positive tilbagemeldinger. Allerede nu er der travlhed i den lokale virksomhed, for i øjeblikket planlægger mange sommerhusferien 2020. I kontrakten er en rubrik, hvor gæsterne kan tilvælge rengøringskassen, og det har flere end forventet gjort."

 

Nye muligheder

For nylig var Karen på en feriehusmesse, hvor hun fik kontakt til udlejere af de populære mobilhomes i Spanien og Frankrig. Karen er omstillingsparat, og om alt går vel, skal hun snart i gang med at producere en masse små pakninger til det nye kundesegment.

Foreløbig har Karen få konkurrenter på det danske marked, og da man som bekendt skal smede, mens jernet er varmt, ser hun udviklingsmuligheder i resten af Skandinavien.

I arbejdet med at udbrede kendskabet til sin virksomhed har Karen bl.a. haft glæde af Flemming Jensen fra Vækst Jammerbugt. Han har nemlig nogle af de gode kontakter, Karen har haft brug for.

Og hun stopper ikke her, idéerne udvikles fortsat, og til marts er Karen inviteret på messe i London, hvor der kommer gæster fra hele Europa. Nu mangler Karen bare at få resten af sit materiale oversat til engelsk, så er hun parat til at byde internationale kunder velkommen.

Læs mere om Jammerbugt Rengøring her