Lokal arbejdskraftmesse skal trække kvalificeret arbejdskraft til Jammerbugt virksomheder

Torsdag den 14. marts 2019 sætter Jammerbugt Kommune fokus på arbejdskraft og rekruttering. Rammen er et helt nyt initiativ under navnet Jammerbugt Arbejdskraftmesse. Målet er på den ene side at hjælpe det lokale erhvervsliv med at finde kvalificeret arbejdskraft og på den anden side at hjælpe ledige i job. Bag initiativet står Jobcenter Jammerbugt og Vækst Jammerbugt.

Jammerbugt Arbejdskraftmesse har til formål at skabe match mellem virksomheder i Jammerbugt Kommune og relevant arbejdskraft - højtuddannede, faglærte og ufaglærte, men også kommende dimittender fra videninstitutioner, som står over for at skulle ud på arbejdsmarkedet, og gerne i Jammerbugt Kommunes virksomheder. Arbejdskraftmessen er derfor tilrettelagt som en egentlig messe hvor alle virksomheder, der har fokus på at rekruttere arbejdskraft, og som står med rekrutteringsbehov i dag og i fremtiden kan møde kommende medarbejdere.

En af de Jammerbugt virksomheder der deltager på messen er Camping i Blokhus, der består af de to campingpladser Blokhus By Camping og Blokhus Klit Camping. ”Arbejdskraftmessen er en oplagt mulighed for os til at komme i direkte kontakt med mulige medarbejdere til den kommende turistsæson, og et godt supplement til annoncering i de trykte medier. Det er desuden en god platform for os lokale virksomheder til at få fortalt, at der er masser af arbejde at få i vores egen kommune. Vi ved f.eks. allerede nu, at vi får behov for medarbejdere i forskellige funktioner hen over sommeren på vores to campingpladser, så timingen er god, og hvis vi samtidig kan komme i dialog med studerende, som er up-to-date på den sidste nye viden fra f.eks. Aalborg Universitet, så vil det blot være en bonus for os, ” udtaler Inge Vestergaard, indehaver af Camping i Blokhus.

I Jammerbugt Kommune hænger erhvervsudvikling tæt sammen med virksomhedernes adgang til nødvendig arbejdskraft, men der er i høj grad også fokus på tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft.

Vi kommer de næste år til at arbejde særligt fokuseret på at tiltrække både nye virksomheder til kommunen, men ikke mindst også kompetente medarbejdere. Arbejdskraftmessen er netop et af de konkrete tiltag, der skal bidrage til den indsats, for her skaber vi en platform, hvor vores virksomheder kan brande sig selv som en attraktiv arbejdsplads over for ledige og højtuddannede fra viden institutionerne, som gerne skal vælge Jammerbugt virksomheder som et aktivt tilvalg. Set i det brede perspektiv er det også en markering til både nye tilflyttende virksomheder og start-up virksomheder om, at Jammerbugt Kommune er en attraktiv erhvervskommune at drive virksomhed fra”, siger erhvervschef Anders Stryhn.

Langsigtede initiativer skal sikre udbuddet af tilgængelig arbejdskraft
Arbejdskraftmessen er ét initiativ blandt flere, der skal være med til at forsyne det lokale erhvervsliv med arbejdskraft, og hos Jammerbugt Kommunes Jobcenter arbejdes der også med mere langsigtede planer og forudsigelser i arbejdskraftens bevægelighed. Jobcenter Jammerbugt er nemlig i 2019 indgået i et samarbejde med de øvrige vendsysselske kommuner om udarbejdelsen af Jobbarometer 2019 hvor 250 virksomheder spørges ind til lige præcis deres rekrutteringsbehov samt forventninger hertil, og det giver ifølge arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen et godt vidensgrundlag.

”Jobbarometeret er med til at give os et overblik over, hvad der sker på det lokale arbejdsmarked. Samtidigt kan det bruges til at skabe synlighed om arbejdskraftens bevægelighed. Vi ser frem til et Jobbarometer 2019, der kan give os et overblik over, hvor der er gode jobmuligheder det kommende år og derudfra kan vi vejlede vores borgere i retning af de gode beskæftigelsesmuligheder. Derudover vil vi med Jobbarometeret kunne målrette opkvalificering og uddannelse til de områder, hvor der er gode jobmuligheder. Med al den viden jobbarometeret giver os, vil vi i endnu højere grad kunne servicere vores virksomheder med den arbejdskraft, de efterspørger”, lyder det fra arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen

Jammerbugt Arbejdskraftmesse afholdes den 14. marts 2019 kl. 14-17 i DGI Huset i Aabybro. Lokale virksomheder kan booke gratis standpladser hos Jobcenter Jammerbugt på tlf.: 4191 1484.

 

 

Lige nu...

Virksomhedstræf hos GODIK ApS

Tirsdag den 9. april kl. 17-19

Nyt tilbud til Jammerbugtens iværksættere

Virksomhedsportrætter

Kom tæt på erhvervslivet i Jammerbugten

NordVest Smart Production

Bliv klar til Industri 4,0

Se hvad vi kan gøre for dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Har du overvejet at tage en praktikant?