Tre virksomheder er nomineret til Årets Iværksætterpris 2020

Traditionen tro kårer Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt årets iværksætter, og 2020 er ingen undtagelse. Når den endelige vinder kåres i slutningen af november måned falder valget på enten Thorupstrand Fiskehus, LBS Staal A/S eller Go!Communication.

De tre finalister, som er blandt flere indstillede virksomheder til Erhvervsforeningens iværksætterpris, er blevet vurderet af Erhvervsforeningens forretningsudvalg og Vækst Jammerbugt, som på baggrund af flere forskellige kriterier, herunder blandt andet virksomhedernes omsætning, økonomi, udvikling, potentiale, ide og initiativ, har udvalgt disse til en sidste og endelig vurdering.

Go!Communication er et online markedsføringsbureau beliggende i DGI-Huset i Aabybro. Virksomheden ejes af Karina Kjær Bech, som startede firmaet i 2017. Firmaet beskæftiger sig med en bred palette af online markedsføringsopgaver og har siden opstarten opnået en imponerende kundeportefølje, som tæller nogle af de store virksomheder inden for både offentlig administration, turismeorganisationer og private virksomheder.

Go!Communication er nomineret til prisen, da de har formået at skabe sig en plads i et stærkt konkurrencepræget marked med mange aktører, især i Aalborg. Go!Communication er stærk i strategisk online markedsføring, trykt materiale, video og benytter sig af alle de toneangivende online kanaler som Facebook, Instagram, influencers med flere. 

LBS Stål A/S drives af Preben Lausten og Lasse Have Nielsen, og virksomheden er underleverandør af bearbejdede metalemner til blandt andet maskinindustrien. LBS Stål A/S udvikler, producerer og leverer løsninger inden for laserskæring, kantbukning, slibning, afgratning, svejsning og montage.

LBS Stål er nomineret til titlen som årets iværksætter i Jammerbugten for 2. år i træk fordi de har formået at videreudvikle deres i forvejen meget succesfulde virksomhed. I et presset marked har de via en udpræget dialogbaseret kundetilgang øget deres indtjening betragteligt uden, at det er på bekostning af medarbejdertrivslen.

Thorupstrand Fiskehus som har været drevet af Janni M. Olesen siden foråret 2019 tilbyder både fiskerestaurant, take away, fiskehandel, salg af lokale råvarer og sågar en strandbar. Janni har prioriteret bæredygtighed og lokale råvarer i højeste kvalitet.

Thorupstrand Fiskehus er indstillet til Årets Iværksætter 2020 da Janni & Co har udviklet virksomheden i en sådan grad, at kunderne strømmer til og dermed har gjort dette fantastiske sted til også at være en økonomisk bæredygtig virksomhed.  

Derfor uddeles iværksætterprisen
Erhvervsforeningen for Jammerbugt Kommune ønsker med uddelingen af iværksætterprisen at sætte fokus på iværksætterlyst og præmierer en succesfuld iværksætter, der over en kort årrække har vist evne og vilje til vækst og som kan fremstå som rollemodel for de mange, der overvejer at starte egen virksomhed. Prisen består udover æren af et pengebeløb på kr. 5.000,-, som vindervirksomheden kan anvende efter eget valg. På grund af corona-situationen ændres konceptet for uddeling af årets iværksætterpris, som i år overrækkes direkte på vindervirksomheden.